Naturterapi

Hvad er naturterapi?

Naturen er i os og omkring os. Vi er selv natur. Men nogle gange glemmer vi det og fortaber os i tankemylder, skærme og lag af verden, der bringer os langt væk fra, hvem vi er. Livet kan synes overfladisk, tomt eller endda meningsløst.

Andre gange er vi ramt af kriser — stress, sorg eller angst. Uanset kan naturen holde os, støtte os igennem krisen. Den dømmer os ikke, men lader os være præcis, som vi er. Lader os have det, som vi har det. Lader os formulere de
spørgsmål, der udvikler os. Og ofte, når vi tør åbne os, inspirerer den os til at handle eller stå fast. Til at afvikle noget i vores liv, vi længe har skullet give slip på, udvikle os eller bare stå stærkt, lige hvor vi er.

At give slip
Når vi ikke er vant til det, kan det være en overvindelse at give sig hen til naturen. At kigge længe på en myldrende myretue, lægge sig ned i højt, ufremkommeligt græs, måske holde en slimet snegl i sine hænder. Måske er bare det
at tage en pause i naturen — blot at sidde i nærvær helt uden at skulle andet — en udfordring. Noget, vi skal øve os på. Ved at bevæge os ind i naturen, bevæger vi os ind i os selv og samtidig ud i verden. Naturens mangfoldige liv, allestedsnærværende død og uendelige symboler forbinder os med vores sanser og med det, vi bærer i os. Vi mærker, hvad der betyder noget for os og bliver bedre i stand til at tage ejerskab for vores liv — og langsomt forstå, respektere og acceptere alt det, der er i os — og i andre.

Naturterapi er for alle
For mange er det at opleve naturen på denne måde noget nyt og derfor noget, de skal øve sig på. Andre er hjemmevante. Uanset favner naturterapien alle, der søger mere kontakt til naturen i og udenfor dem selv og et støttende vidne
til deres udviklingsproces. 

Book tid til naturterapi i Hellebæk, tæt på Helsingør

En naturterapi-session hos mig indebærer, at vi taler kort i telefon eller skriver sammen inden, så jeg har en forståelse for dine forventninger og din intention med naturterapien. Vi mødes og bevæger os ud i skov, eng og strand omkring Hellebæk. Jeg guider dig til at skærpe sanserne og åbne dig for naturen. Naturterapi hos mig er ikke klassisk samtaleterapi, der blot foregår udenfor. Det er snarere en sanselig oplevelse i naturen, hvor vi oftest er stille. De oplevelser, temaer og spørgsmål, der dukker op hos dig undervejs, arbejder vi med, når vi gør ophold løbende på turen — med åndedrætsøvelser og bevægelse, ord eller pen & papir alt efter, hvad du har lyst til, og hvad der passer. Vi afslutter sessionen med en opsamling på dagen.

Skriv til mig på hej@thitthorlacius.dk for at aftale en tid.
Pris for 2,5 times session: 750 kr.

Prisen afspejler, at jeg er under uddannelse.